
Det blev en ganske flot weekend for vores ungdomshold.
Vi kan starte vores gennemgang med U-9 drengene (billdet), som søndag var en tur i Haderslev. Drengene tog to flotte resultater med hjem.
Først blev Søndermarkens HK besejret med 9-5 og derefter ventede en kamp mod rækkens ubesejrede tophold Vejle Håndbold Klub.
Forsvaret var i den grad kommet på arbejde mod et hurtigt spillende Vejle-mandskab og drengene kæmpede med alt hvad de havde i sig.
Og i angrebet var specielt Sebastian Pagaard og Brwa Sharif virkeligt godt skydende med flere flotte mål.
Med 5 skud på træværket var det nærmest kun uheld der gjorde Børkop ikke vandt kampen. Opgøret sluttede uafgjort 11-11.
U10 drenge spillede lørdag i Vejle og vandt begge deres kampe.
Træner Peter Sigtenbjerggaard var meget tilfreds med lørdagens indsats som var markant bedre end sidste weekend.
Søndermarkens HK og Vejle HK blev nedlagt i to relativt sikre sejre.
U10 piger er også kommet i gang med sæsonen, som indtil videre ikke har været den store succes.
2 nederlag søndag morgen gør at pigerne endnu ikke har hentet nogle point i denne sæson.
Vi krydser fingre for at U10 pigerne snart vil kunne juble over at score flere mål end modstanderne i en kamp.
U12 drenge spillede både lørdag og søndag og vandt begge kampe over henholdsvis Kolding IF og Bramdrupdam.
Kim Næsby´s tropper ligner mere og mere et hold som ligger til oprykning til AA-rækken efter jul.
Vinder drengene deres næste to kampe, som pilen peger i retning af, så venter Fredericia HK i den sidste kamp om førstepladsen i puljen.
Den spilles i Gauerslundhallen søndag d. 13 december.
Holdfællesskabet i U14 pige A, Børkop/Trelde, tog søndag imod Søndermarkens HK i Bøgeskovhallen.
Det blev en jævnbyrdig kamp hvor begge hold forlod banen med et point hver, da tavlen viste 15-15 ved slutfløjtet.
Weekendens bedste resultat må Børkop´s U16 drenge næsten stå for.
Efter en lussing på hele 15-32 til Vandel Efterskole i tirsdags på hjemmebane, var det næsten forventet at dagens kamp mod samme modstander næsten bare skulle overstås.
Et afbudsramt mandskab på 8 drenge kørte mod Vandel og vendte hjem med en sejr på 20-17. Selv et rødt kort til Børkop´s Christoffer Bohnsen midt i anden halvleg og dermed ingen udskiftere på bænken, hjalp ikke modstanderne synderligt.
Stort tillykke til U16 holdet for den flotte præstation.
Alt i alt altså ganske enkelt en superflot weekend i ungdomsrækkerne.