top of page

Uhyggeligt uheld stoppede lokalopgør


Det blev en håndboldaften som de knap 100 fremmødte i Gauerslund Hallen ikke glemmer lige med det samme.

Lokalopgøret mod Vejle HK blev aldrig spillet færdig. En alvorlig skade til Mie Dyg midtvejs i 2. halvleg fik efter mere end en halv times pause til sidst de to hold til at afbryde kampen ved stillingen 25-14 til gæsterne fra Vejle.

Selv om kampen forlængst var afgjort blev Mie udsat for en voldsom tackling: To hænder i brystet sendte hende til jorden med et brag, og høje skrig gjorde det hurtigt klart at den var helt gal med det højre ben.

Der blev tilkaldt en ambulance, som var meget lang tid om at finde vej til hallen: det tog mere end 40 minutter for at få lægehjælpen frem ....

Mie Dyg er stadig indlagt på sygehuset, og meldingerne herfra er frygtelige.

Ifølge cheftræner Søren Jeppesen er forreste korsbånd sprunget, indvendige ledbånd revet over. Udvendig meniske er revet over, og der er knoglebrud på lårbenet ....

Børkop-træner Søren Jeppesen har oplevet det meste i løbet af karrieren, men aldrig en situation som denne.

- Fokus var på det tidspunkt ikke på at spille håndbold, og da både Vejle og dommeren var enig om at fløjte kampen af, var det det vi gjorde, siger Søren Jeppesen.

Forud var gået en rædselsfuld 1. halvleg. Det startede ellers nogenlunde jævnbyrdigt, men allerede inden pausen var Børkop ned med 10 mål.

- Det var uacceptabelt. Vejle var bedre end os, men de fik også lov til det. Jeg så ingen lyst, vilje eller glæde. Til gengæld noterer jeg mig, at vi spillede lige om med det efter pausen. Indtil uheldet. Den tackling var en svinestreg, siger Søren Jeppesen.

bottom of page