top of page

Seniorerne gjorde rent bord - Flotte sejre i ungdomsrækkerne


Endnu en stor håndbold weekend er overstået.

Bedst gik det på damesiden da alle vores pige og damehold fik fuld valuta.

Serie 2 damerne (billede) imponerede med storsejr over Firehøje og dermed har holdet stadig chancen for oprykning til Serie 1.

Men først tager vi som sædvanligt en runde hos ungdomsholdene.

U10 drenge A afsluttede deres turnering med to nederlag lørdag formiddag.

Første kamp blev tabt til et meget velspillende Fredericia mandskab som med en næsten fejlfri præstation udspillede Børkop på alle områder.

Derefter skulle sæsonens sidste kamp mod Nr. Bjært spilles. Og så var underholdningen til gengæld sikret for de mange tilskuere i hallen.

Drengene spillede deres bedste halvleg i hele sæsonen hvor Nr. Bjært i den grad blev sat under gevaldigt pres med flot angrebsspil og og i den anden ende var William Thorstensen i målet helt forrygende.

Desværre var 2 halvleg stik modsat og Nr. Bjært fik kæmpet sig tilbage og med få sekunder igen afgjorde Nr. Bjært kampen til deres fordel.

Dermed ender drengene på en 4.plads i deres pulje.

U12 piger startede med den første kamp om søndagen i Gauerslundhallen.

Dagens modstander var topholdet Jelling som med en sejr ville sikre sig førstepladsen i puljen. Men det ville Line Iversen åbenbart ikke være med til. Hun blev med to afgørende scoringer, den sidste i de sidste sekunder af kampen, matchvinder for Børkop der dermed sendte Jelling hjem med forårets første pointtab.

U12 pigerne har derfor stadig chancen for at vinde deres pulje.

Flot klaret.

U12 drenge, som lørdag vandt Kreds Cup, fik besøg af Møgeltønder.

Det var ikke til at se at drengene havde spillet en svær kamp lørdag, da gæsterne blev sendt hjem med en ordentlig øretæve på 24-10.

Dermed er drengene stadig lige i hælene på Fredericia som fortsat fører AA-puljen.

U14 pigerne havde også begge hold i aktion. Først vandt U14 pige B med 11-9 over Nr. Bjært og holder fortsat godt fast i andenpladsen i deres pulje.

U14 pige A fortsatte også kursen mod en samlet førsteplads i deres pulje.

Med en sikker sejr over Firehøje kan kun et pointtab i den sidste kamp være afgørende da Børkop rivaler til puljens øverste plads, Fredericia HK, forventes at vinde deres sidste kamp.

Vi følger spændt med på sidelinjen om holdet klarer den sidste forhindring.

U16 drenge havde til gengæld ikke tur i den søndag eftermiddag. Afbud og skader fra flere stamspillere satte sit præg på opgøret mod Nr. Bjært.

10-20 blev slutresultatet for de syv tilbageværende spillere og Børkop skal takke deres målmand, Rasmus Jørgensen, for at nederlaget ikke blev større.

Nu venter en større pause i ungdomsturneringerne og først efter påsken skal de resterende kampe spilles.

Og så slutter vi hos seniorerne, hvor alle tre hold nappede to points i weekenden.

Vores piger i 3. division hentede den anden sejr i træk, da bundproppen fra TM Tønder blev sendt hjem med et nederlag på 24-18. Mere og mere tyder på, at pigerne overlever i rækken.

Herrerne i Jyllandsserien gjorde kort proces i kampen mod IF 32 fra Esbjerg: Børkop-gutterne vandt let 30-17.

Og så er der damerne i Serie 2, som heller ikke havde problemer med at sætte yderligere to points ind på kontoen. Firehøje fik smæk med 31-17, og damerne er stadig på andenpladsen i rækken.

Du får et samlet overblik over weekendens resultater fra Børkop HK ved at trykke her.

bottom of page