
Lørdagen bød på masser af kampe hele dagen til børneholdene. U8, som ses på billedet, sæsondebuterede lørdag formiddag i DGI-huset, Vejle i det stort anlagte Totalstævne hvor hele fire minibaner var taget i brug til de mange fremmødte hold, og med syv friske og veloplagte piger og drenge så var der lagt op til gode oplevelser for alle. Det skal nævnes at der officielt ikke tælles mål i U8-rækken, men vi kan vist godt sige at det var meget velfortjent at der blev spist medbragt kage efter dagens kampe. Der ses nu frem i mod til næste U8 stævne som foregår d. 26 november i Nr. Bjært.
U10 drenge C er startet sæsonen og var denne lørdag formiddag i aktion i Petersmindehallen, Vejle. Første kamp mod Hover IF blev desværre til et nederlag, men kampen igennem viste drengene fine takter, og de berømte marginaler var desværre ikke på Børkop´s side i denne omgang. Dagens anden kamp mod Vinding endte også med et større nederlag og dermed ikke den store pointhøst i denne weekend. Næste omgang er allerede næste weekend hvor Fredericia og Søndermarken bliver modstanderne.
U10 piger var værter lørdag eftermiddag i denne runde i Gauerslundhallen, men trods hjemmebanefordelen så blev det to svære kampe for pigerne som manglede deres faste målmand og yderligere var lidt hæmmet af et par andre afbud. Men trods det formåede pigerne alligevel at give dagens modstandere modstand men endte med at tabe begge kampe. Efter seks spillede kampe indtil videre, ligger pigerne placeret i midterfeltet i en meget jævnbyrdig pulje, hvor alle holdene kan slå hinanden hvis man rammer en god dag.
Søndag eftermiddag byder på endnu flere kampe. Vi har især blikket rettet mod U14 drenge og Serie 2 damer. Her spilles der to meget afgørende kampe, hvor U14 drenge med en sejr over Nr. Bjært, kan skimte en samlet førsteplads og oprykning til 2.division i foråret.
Serie 2 damer gæster Taulov-Skærbæk og med en sejr her, så er kursen sat direkte mod oprykning til Serie 1.
Vi ønsker dem, og de andre hold, held og lykke. Vi følger med fra sidelinjen og opdaterer resultaterne senere søndag aften her på siden.