Børkop HK er allerede i fuld gang med at kigge fremad mod den nye sæson efter sommerferien. Mange hold har allerede fået trænerne på plads men flere hold mangler stadig at blive besat. Vi ved allerede nu at vi i den kommende sæson, efter et års pause, igen vil have hold i den kommende U12 årgang, både piger og drenge, så der skal bruges flere frivillige hænder som gerne vil hjælpe med at træne vores mange børn.

At melde sig som frivillig træner betyder ikke at man kommer til at stå med ansvaret selv.
Tværtimod vil vi i den kommende sæson fra U12 og nedefter, forsøge at lave deciderede trænerteams på min. 3-4 personer som i fællesskab samarbejder med hinanden om at træne de mange børn. Man er nødvendigvis ikke tvunget til at skulle komme hver gang til træning da man ved at være flere om det, kan supplere hinanden rigtig fornuftigt og samtidigt springe nogle træninger over med god samvittighed uden at det vil gå ud over børnenes træning.
Vi mangler derfor flere frivillige personer til alle holdene fra U12 og nedefter, både piger og drenge.
Har du lyst til at være frivillig træner i Børkop HK, vil du være med at træne en masse glade børn eller blot høre hvad det indebærer at blive frivillig træner, så send en mail til vores ungdomsafdeling her.