
Leif Pedersen har valgt at stoppe som formand for "Banko". Hver eneste tirsdag har Leif været primus motor i bankospillet i Brejning Forsamlingshus. Men det er slut nu.
Hele bestyrelsen har valgt at gå på pension, fortæller Leif.
- Udover mig er det min kone, Mette, og hendes søster Karen. Jeg er blevet 73, og Mette runder de 70 år, så vi har valgt at stoppe mens helbreddet stadig er godt, siger Leif Pedersen.
Han fortæller, at han har arbejdet med bankospillet i Brejning i 35-40 år. Det arbejde har ikke mindst de lokale ungdomsklubber nydt godt af, for "Banko" har delt rundhåndet ud af sit overskud.
Børkop Håndboldklub har fornylig modtaget en check på 80.000 kroner. Udover det har Gauerslund IF Fodbold fået en donation på 85.000 kroner, Fritidscenteret i Brejning har modtaget 25.000 kroner, Idræt i Dagtimerne 10.000 kroner, og den lokale forening mod kræft har fået 15.000 kroner.
Og så har den nye bestyrelse i "Banko" fået en startkapital på omkring 50.000 kroner ... så er der styr på økonomien i starten, forklarer Leif Pedersen.
Han tør ikke gætte på, hvor mange penge han har været med til at fordele i lokalområdet. Men det er mange. Rigtig mange.
- Det er ikke noget, som jeg går op i. Men jeg ser tilbage på det her med stolthed. Det har været sjovt, og vi har mødt så mange glade mennesker undervejs, siger han.
Nu skal pensionisttilværelsen nydes. Bankospillet har taget mange timer hver eneste uge, men nu er der mere tid til de mange børnebørn og de fem oldebørn. Og så er Leif Pedersen i øvrigt stadig aktiv håndbolddommer.
- Nu skal vi nyde "friheden". Vi skal rejse noget mere end tidligere, og nu kan vi jo bare tage afsted, når der er gode tilbud, forklarer Leif.
Og her slutter samtalen så .... Leif og fru Mette er nemlig mere eller mindre på vej ud af døren.
- Vi rejser til Dublin i morgen tidlig. Irsk musik og lidt whiskey, siger han med et smil på læberne.
På billedet ses Leif Pedersen (til venstre) sammen med håndboldklubbens Henning Borbjerg i forbindelse med en donation til Børkop Håndboldklub sidste år.