top of page

Sæsonen er skudt i gang

Så blev sæsonen endelig skudt i gang denne solrige søndag. Men det blev med lidt blandede resultater for klubbens hold som dagen igennem har været i aktion. Dagen bød på store sejre, men også nogle gevaldige lussinger til flere af holdene. Og endelig fik U10 drenge vist sig frem på den store scene da de bedste U10 hold i Kreds 8 bød hinanden op til dans i Vamdrup hvorfra vi har fået lidt information fra dagens begivenheder.

Det var ventet med spænding hvor niveauet lå, da U10 drenge løb på banen til deres første kamp mod det nye holdfællesskab Rødekro-Aabenraa som inden dagens kamp var vurderet som et af de stærkeste mandskaber i Kreds 8. Men tilskuerne fik en fremragende kamp at se på lægterne da begge mandskaber gik til stålet. Efter en lige første halvleg, trak Børkop fra efter pausen og selvom sejren kun lød på 13-12 til Børkop, så var sejren ikke i fare da Rødekro først kom tilbage igen i de sidste minutter.

Dagens anden kamp var mod Kolding IF, som i deres første kamp forinden, havde slået Fredericia HK med hele 10 mål, blev endnu mere underholdene at overvære for de efterhånden mange tilskuere som begyndte at kigge ind i hallen. Børkop var mest dominerende i første halvleg som endte med en halvlegsføring på 9-6. Men så indtræf den scoringskrise som mange hold gerne vil undgå, da der gik hele 11 minutter i 2.halvleg inden den første Børkop-scoring kom. Det udnyttede Kolding til at få skaffet sig et så stort forspring, at selv om Børkop igen fik gang i scoringerne, så var det lidt for sent og det hele endte med et nederlag på 12-13.

Men trods nederlaget så var det en flok glade drenge som gik fra banen da de følte sig overbeviste om at kampen ville være vundet hvis de havde overvundet scoringskrisen lidt hurtigere. Så alt i alt en mere end godkendt præstation fra vores U10 drenge som efterfølgende fejrede at holdets målmand, Lauge, fylder 10 i år i dag.

En af dagens andre positive resultater kom fra søndagens første kamp i U14 pige rækken hvor Firehøje tog imod. Det blev en flot sejr til Børkop på 9-5 efter en fin holdpræstation, hev sejren hjem og indtager nu førstepladsen i puljen.

U18 drenge stod for dagens største sejr, da Kolding KFUM fik en gedigen øretæve på hele 14 mål, da sejren lød på 30-16 i Børkops favør. Dermed fik holdet revancheret sig lidt ovenpå de seneste weekender, hvor drengene ikke formåede at kvalificere sig til divisionen. Men mon ikke jagten er sat ind på at den står på division til foråret. Det håber vi på.

U12 piger er også kommet godt i gang. Holdet var desværre ramt af flere afbud at to af Børkops U10 piger var indkaldt til truppen i dagens opgør mod Vinding. Vi har desværre ikke hørt fra kampen men det uafgjorte resultat 7-7 vidner til at det har været en tæt kamp. Dermed et enkelt point til kontoen hos U12 pigerne.

U14 drenge fik så til gengæld ikke den start på sæsonen som de måske havde håbet på. I de tidlige formiddagstimer gæstede holdet hallen i Hornsyld, hvor hjemmeholdet HSR Klakring hev en stor sejr hjem på hele 17-25 over Børkop.

Bedre gik det ikke i dagens sidste kamp hvor damerne fra Jyllandsserien måtte indkassere et nederlag på hele 10 mål til Vejen HK. Resultatet her blev 13-23 til værterne.

På torsdag skal de sidste hold, Serie 1 herre og U12 drenge, i kamp. Men allerede næste søndag byder vi velkommen til årets første hjemmestævne i Gauerslundhallen, hvor vi har hele syv kampe på programmet. Så sæt gerne kryds i kalenderen og mød op i hallen. Holdene har brug for stor opbakning.

bottom of page