Så er stort set alle holdene kommet i gang i efterårs sæsonen. Flere hold har været afsted i løbet af søndagen med blandede resultater.

Men vi runder først U16 piger, da holdet indledte deres sæson i torsdags på udebane mod Egtved men det kneb gevaldigt med scoringerne fra kampens start. Først efter små 8 minutters spil kom den første Børkop scoring og det betød at pigerne hang efter modstanderne i hele kampen. Pigerne formåede dog at komme tæt på Egtved igen men et par dyre fejl som hurtigt blev straffet med et par kontrascoringer, gjorde at det hele endte med et nederlag på 13-16. Mathilde Bjerre blev dog Børkops helt store spiller på dagen da hun satte otte mål ind på kontoen samt flere flotte indspil til stregen. Emma Iversen i målet, gjorde også sit til at holde Børkop inde i kampen med flot målmandsspil og reddede bl.a. to straffekast.
Trods nederlaget, var det en tilfreds Janne Jørgensen som efter kampen kunne gøre status over indsatsen da mange af de ting holdet har trænet de sidste mange uger, virkede efter hensigten. Så der ses frem til næste kamp mod HSR Hornsyld, som spilles torsdag aften hjemme i Gauerslundhallen.
Søndagens kampe startede også rigtig godt for Børkops hold da både U12 pige C og U18 drenge A mødte Kolding KFUM. Her vandt U12 pigerne først deres kamp med 14-10 og efterfølgende vandt U18 drenge deres kamp med 13-11.
Og i Ammitsbøl var der gang i flere kampe. Først lagde U12 drenge C ud med at vinde 11-7, men desværre blev det til nederlag til både herresenior og damesenior. Herrene tabte 18-20 og damerne 15-23.
Efterårsferien er lige rundt om hjørnet men inden da så tager U12 drenge A en tur til Vejen tirsdag aften og torsdag er der to kampe på programmet, hvor U12 pige C møder Vorbasse og som tidligere nævnt, U16 piger mod HSR Klakring.