top of page

Kort om dagens fire hjemmekampe og den kommende uges kampe

Dagens kampe

Der er spillet 4 kampe i Gauerslundhallen her til eftermiddag. U-12 drenge C lagde ud mod Jelling FS, og de to hold skiftedes til at føre som kampen skred frem. Der var masser af gejst og momentvis godt spil fra begge hold. Børkop havde mange afslutninger mod mål, men var i dag lidt uheldige med effektiviteten af afslutningerne, hvilket blandt andet skyldes en godt spillende målmand fra Jelling. Jelling FS tog hjem med en kneben sejr på 12-14.

U16 piger B mødte Sdr. Omme IF. Børkop HK endte med at tabe 7-19. Flere flotte aktioner i løbet af kampen, men det kneb lidt med gejsten. En af pigerne sagde efter kampen at "vi nok mistede modet i løbet af kampen, efterhånden som vi kom mere bagud". Fat mod. Næste kamp bliver søndag den 4. november mod Hover IF i Gauerslundhallen.

Serie 3 damer tog imod Erritsø G&IF 2. Der var tale om topopgør i pulje 4, men Børkop tog alligevel en forholdsvis sikker sejr på 17-11, via en solid holdpræstation med god gejst. De manglede idag deres normale målmand, men reserven tog fint over med flere flotte aktioner. Damerne er kommet rigtig godt fra start i turneringen og dette var deres tredje sejr ud af fire mulige.

Herrer senior tog i serie 1 mod Gørding-Lourup IF. Det blev også en rigtigt spændende og seværdig kamp, der havde det hele. Der var stor forskel på alders gennemsnittet på de to hold - det var Børkops erfaring mod Gørding-Lourup IF's ungdom. Begge hold viste generelt rigtigt flot spil, og stillingen var tæt gennem det meste af kampen. Med cirka et kvarter tilbage trak Børkop fra - blandt andet via et par rigtig flotte frispilninger og afslutninger på højt teknisk niveau. Børkop endte med at vinde kampen 26-21.

Den kommende uges program

Der er en række hjemmekampe den kommende uge. U-12 drenge A spiller tirsdag den 30. oktober kl. 18.15 mod Team Haderslev KFUM i Gauerslundhallen. Samme sted spiller U-12 piger C torsdag den 1. november kl. 17.15 mod Taulov-Skærbæk IF 2.

Søndag den 4. november er der igen mulighed for at se masser af håndbold i flere årgange ved hjemmestævne i Gauerslundhallen. Fem hold spiller kampe, og programmet starter kl. 10.15. Vel mødt.

bottom of page