top of page

Referat af weekendens kampe


Der blev spillet 6 kampe i dag, hvor der generelt blev spillet nogle flotte kampe af alle hjemmehold. Det var masser af seværdig håndbold i løbet af dagen.

U12 drenge C lagde ud mod Ammitsbøl SG&IF 2. I første halveg blev der spillet med masser af overskud fra Børkop HK's side, og halveg blev vundet med 9-6. Børkop prøvede en masse gode ting af, og det var en fornøjelse at se på. Momentvis rigtigt flot håndbold af Børkop HK. I anden halveg gik Børkop i stå og scorede kun en enkel gang. Ammitsbøl tog hjem med en lidt ufortjent uafgjort 10-10. Drengene ligger efter dagens kamp præcis midt i rækken med 5 point for 5 kampe.

U12 piger C kom, så og sejrede med Kolding KFUM Håndbold. Børkop HK leverede en flot kamp af et hold i smuk balance. Præcist stregspil, skud udefra, hurtige opløb krydret med et par flotte kontramål og masser af gejst. Det blev en stor sejr til Børkop HK med 21-8, med 8-5 ved pausen. Pigerne scorede i 2 halveg efter behag. Efter dagens kamp ligger pigerne nr. 2 med 12 point for 7 kampe. Tillykke til spillere og trænere for en flot kamp.

U12 drenge A tabte til Vejen HK - ikke fordi de var et dårligere hold. Drengene fra Børkop HK kom frem til masser af chancer, og diskede op med en række gode opspil. Det var effektiviteten det kneb med i dag. Det skyldes delvis en god kamp af Vejen HK's målmand, men også manglende skarphed fra skytterne i de afgørende situationer. Det er dog en fornøjelse at se på de individuelle tekniske kvaliteter, som drengene har og det samspil, de disker op med flere gange i dag. Kampen endte 13-18. Drengene ligger nummer tre med 6 point for 7 kampe.

22-15 vandt Børkop HK U18 drenge A fuldt fortjent over Kolding KFUM Håndbold. Der er så megen god håndbold i de drenge, og de viste de igen i dag. Koncentreret og solid kamp fra start til slut. Masser af teknik og fight igennem kampen. Gode målmandspræstationer i flere omgange, seværdigt opspil og variation i skudafviklingen, der gav nogle flotte mål. Endnu en flot kamp af U18 drengene, der ligger på førstepladsen i rækken med maksimum point for 5 kampe.

Herrer senior serie 1 stod ikke tilbage for U18 drengene. De spillede mod Ammitsbøl SG&IF og vandt suverænt 29-18. Efter en rolig start på kampen skruede Børkop HK hurtigt hastigheden i vejret, så der blev spillet med fart, fight og en imponerende variation i afslutningerne. Ammitsbøls målmand fik ikke fat i ret meget igennem kampen, hvor man kan sige det modsatte om begge målmænd fra Børkop HK, der begge havde en række flotte redninger i løbet af kampen. Børkop HK ligger efter dagens kamp nummer tre i puljen med 8 point for 7 kampe. Der er kun 3 point op til førstepladsen.

Dame senior serie 3 rundede hjemmestævne dagen af med en sejr over Ammitsbøl SG&IF. Damerne vandt 23-16 (12-4 ved pausen), der blev grundlagt på flere flotte gennemspillede angreb, nogle gode kontrascoringer og en suveræn målmandspræstation. I starten af kampen blev der spillet med stor koncentration og fart. Da sejren var sikret hen ved midten af anden halveg slappede Børkop lidt mere af. Men sejren kunne der ikke pilles ved. Tillykke med sejren. Damerne ligger efter dagens kamp nummer et i puljen med 12 point for 7 kampe - det samme har Erritsø på anden pladsen.

Tak for en god håndbolddag i Gauerslundhallen.

bottom of page